Kræftplan V er et vigtigt skridt – men fremtidens kræftbehandling kræver mere målrettet handling

Skrevet af:

Picture of Pressemeddelelse

Pressemeddelelse

PRESSEMEDDELELSE
København, Danmark – 27. maj 2025 –

Regeringen har i sidste uge fremlagt Kræftplan V der er et vigtigt skridt hen imod bedre forhold for kræftpatienter i Danmark. Kræftplan V sætter fokus på vigtige aspekter som senfølger, livskvalitet og behovet for mere individuelt tilpassede patientforløb. Det er særligt afgørende for patienter med uhelbredelig, men behandlingsfølsom kræft som ALK-positiv lungekræft, hvor mange lever i årevis efter diagnosen.

Det er glædeligt, at senfølger og livskvalitet nu anerkendes som centrale elementer i kræftforløbet. Mange af vores medlemmer lever længe med deres sygdom – derfor skal palliation og rehabilitering ikke kun tænkes ind i de sidste uger af livet, men allerede fra diagnosetidspunktet,” udtaler Irfan Gilani, formand for ALK Positiv Danmark.

Imidlertid ser foreningen et behov for en stærkere kobling mellem ambitionerne om individualisering og den hurtigt voksende betydning af præcisionsmedicin. Kræftplan V nævner kun én gang i hele det faglige oplæg personlig medicin – det sender et signal om, at området endnu ikke er tilstrækkeligt prioriteret.

Det er vigtigt, at vi understøtter den faglige og teknologiske udvikling, der gør det muligt at tilbyde behandlinger målrettet den enkelte patients genetiske profil. Det kræver ikke bare vilje, men også ressourcer og kompetencer på tværs af landets onkologiske afdelinger,” siger Irfan Gilani.

En central forudsætning for præcisionsbehandling er adgang til genetiske test. Her oplever patienter i Danmark i dag store regionale forskelle – og uden en systematisk opskalering og ensretning af genetisk testning og dataindsamling på tværs af landet, risikerer vi ikke bare ulighed i behandlingstilbud, men også at mangle de nødvendige data til udvikling og anvendelse af AI-baserede beslutningsværktøjer.

Hvis vi ikke investerer i genetisk testning og ensartet dataindsamling, spænder vi ben for vores egne ambitioner om innovation og moderne kræftbehandling. Det er vigtigt, at vi handler nu – både for patienternes skyld og for at styrke sundhedsvæsenets udvikling,” tilføjer Irfan Gilani. Desuden opfordrer ALK Positiv Danmark til, at Danmark i højere grad anvender de muligheder, der allerede ligger i EU-samarbejdet. Især bør EMA’s godkendelser af nye lægemidler spille en stærkere rolle i den nationale vurdering, særligt når det gælder sjældne kræftformer og målrettede behandlinger. Vi skal generelt blive bedre og hurtigere til at indføre nye behandlinger i Danmark – ikke mindst fordi det ofte kan være afgørende for prognosen og livskvaliteten hos patienter med alvorlig og avanceret kræft.
Denne indsats bør gå hånd i hånd med den teknologiske og videnskabelige udvikling, som allerede i dag peger tydeligt på, at fremtiden for mange kræftsygdomme vil være individualiserede behandlingsforløb – ofte med kombinationer af forskellige terapier, som tilsammen kan holde kræften i skak eller i bedste fald kurere den. Det er en udvikling, som også sundhedsminister Sophie Løhde anerkendte i sin seneste pressekonference.

Men hvis den ambition skal blive til virkelighed, kræver det, at det politiske og regulatoriske system indrettes efter den nye virkelighed. Der er behov for en fasttrack-ordning, der sikrer hurtig adgang til nye behandlinger og mulighed for kombinationsbehandlinger – især for sjældne kræftformer som ALK-positiv lungekræft, hvor tid er afgørende,” siger Irfan Gilani fra ALK Positiv Danmark.

Indtil videre oplever patientforeningen desværre, at Medicinrådets arbejdsgange og beslutningsproces alt for ofte forsinker denne nødvendige udvikling.

Vi står gerne til rådighed med viden og patientperspektiver. Der er behov for handling og samarbejde, hvis vi skal sikre, at Danmark er rustet til at tilbyde alle kræftpatienter det bedst mulige behandlingsforløb – uanset diagnose, bopæl og mutationen i deres kræftsygdom,” afslutter Irfan Gilani.

For ALK Positiv Danmark handler det i sidste ende om at give kræftpatienter og deres familier det mest værdifulde, man kan tilbyde: reelt håb om bedre og længere liv.

Der er intet, der giver større livskvalitet for både patienter og pårørende end visheden om, at man har reel og rettidig adgang til de nyeste og bedst mulige behandlingsmuligheder. Med alt det gode, Kræftplan V indeholder, er det vigtigt, at dette håb understøttes af en mere smidig og hurtig adgang til livsforlængende og livsreddende medicin,” siger Irfan Gilani.