Vedtægter
§ 1 – Navn og hjemsted
Foreningens navn er ”ALK Positiv Danmark” (APD).
Foreningen er stiftet oktober 2022. Foreningens hjemsted er Frederiksberg.
§ 2 Foreningens formål
ALK Positiv Danmark er en almennyttig forening, hvis formål er:
– At fremme rettighederne for patienter med ALK Positiv lungekræft i Danmark.
– At sikre patienter med ALK Positiv lungekræft i Danmark får rettidig adgang til nyudviklet medicin og banebrydende behandlingsmuligheder, som tilbydes i bl.a. USA og andre OECD-lande.
– At fremme forskningen i Danmark og sikre mere internationalt samarbejde inden for feltet.
§ 3 Medlemskab
Som medlem optages patienter og pårørende til patienter med ALK Positiv Lungekræft. Der betales kontingent, som hvert år fastsættes på den ordinære generalforsamling.
Man er medlem, indtil man aktivt melder sig ud eller undlader at betale kontingent. Et medlem af foreningen kan ekskluderes af bestyrelsen, hvis medlemmet modarbejder foreningens formål.
Støttemedlemmer og firmamedlemmer er enhver med interesse indenfor foreningens formål.
Bestyrelsen fastsætter kontigent for støtte- og firmamedlemskab.
Støttemedlemmer og firmamedlemmer har adgang til og taleret på generalforsamlingen, men har ikke stemmeret og er ikke valgbare til bestyrelsen, men kan deltage i foreningens øvrige aktiviteter.
Der kan stemmes ved fuldmagt. Kun en fuldmagt pr. medlem.
§ 4 Bestyrelse
Foreningens arbejde ledes af en bestyrelse på 5 – 7 medlemmer, som vælges blandt foreningens medlemmer på en generalforsamling. Herudover kan bestyrelsen vælge to suppleanter efter behov.
Bestyrelsen modtager ikke honorar, men rimelige udgifter til fx transport, rejseudgifter til konferencer mv. er dækket.
Bestyrelsesmedlemmerne vælges for en 2-årig periode, således at der i lige år vælges 2 medlemmer og i ulige år vælges 3 medlemmer. Genvalg er muligt.
Bestyrelsens beslutninger afgøres ved stemmeflertal blandt de fremmødte/onlineaktive medlemmer af bestyrelsen. Ved stemmelighed er bestyrelsesformandens stemme afgørende. Suppleanterne deltager i bestyrelsesmøderne men har ikke stemmeret.
Bestyrelsen afholder mindst to møder årligt.
Efter hvert bestyrelsesmøde mailes referatet til bestyrelsesmedlemmerne for endelig godkendelse.
§ 5 Generalforsamling
Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. Generalforsamlingen fastsætter foreningens vedtægter.
Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af oktober.
Generalforsamlingen indkaldes af bestyrelsen skriftligt, herunder elektronisk til foreningens medlemmer, støttemedlemmer og virksomhedsmedlemmer med mindst 4 ugers varsel. I indkaldelsen skal det angives, hvilke anliggender der skal behandles på generalforsamlingen. Såfremt forslag til vedtægtsændringer skal
behandles på generalforsamlingen, skal forslagets væsentligste indhold fremgå at indkaldelsen.
Forslag, som et medlem ønsker behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen. Kandidater, der ønsker af opstille til bestyrelsen, skal mindst 14 dage før melde sit kandidatur til bestyrelsen.
Bestyrelsen fastsætter format og mødestedet for generalforsamlingen, som kan blive afholdt både fysisk og online, med følgende dagsorden:
1: Valg af dirigent
2: Valg af referent
3: Bestyrelsens beretning
4: Aflæggelse og godkendelse af regnskab
5: Orientering om bestyrelsens aktivitetsplan og budget for det kommende år.
6: Fastsættelse af kontingent
7: Indkomne forslag
8: Valg af bestyrelsesmedlemmer
9: Evt.
§ 6 Ekstraordinær Generalforsamling
Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen, eller hvis mindst ¼ af de stemmeberettigede medlemmer kræver det. Ekstraordinær generalforsamling indkaldes med mindst 4 ugers varsel, og indkaldelsen skal indeholde dagsorden med angivelse af det eller de emner, der ønskes behandlet.
§ 7 Økonomi
Bestyrelsen er ansvarlig for udarbejdelsen af foreningens regnskab. Der betales et årligt kontingent, som fastsættes af generalforsamlingen. Foreningens økonomi skal være anbragt i et anerkendt pengeinstitut.
§ 8 Regnskabsår
Regnskabsåret følger kalenderåret.
Regnskabet føres af en af bestyrelsens udpeget person. Regnskabet revideres af en revisor.
§ 9 Tegningsret
Foreningen tegnes af forpersonen eller næstforpersonen i forening med et bestyrelsesmedlem.
Forperson og næstforperson kan i forening give fuldmagt til den person, som er udpeget til at føre foreningens regnskab.
Det er alene forperson og næstforperson der i forening kan disponere bankkonti tilhørende foreningen.
§ 10 Ændringer af vedtægter
Ændringer af foreningens vedtægter kræver 2/3 af de afgivne stemmer på en generalforsamling.
§ 11 Opløsning af forening
Opløsning af foreningen kan kun ske på en ekstraordinær generalforsamling, der er indkaldt med dette forslag som eneste dagsorden. Vedtagelse kan kun ske, når ¾ af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer stemmer for forslaget.
Ved opløsning af foreningen skal foreningens midler anvendes til velgørende formål i overensstemmelse med foreningens formål beskrevet i §1.